2. reviderede udgave af Gads litteraturleksikon, der udkom første gang i 1999 og i et par oplag siden. Leksikonet er et opslagsværk med overvejende korte præcise artikler om en meget bred vifte af litterære begreber, selv om nogen altid vil kunne finde noget, der ikke er med. Bogen dækker begrebsmæssigt ret bredt inden for de fleste områder af littteraturvidenskaben, herunder retorik og fx litterære priser og tidsskrifter og en del anglo-amerikanske litterære udtryk. De enkelte artikler er bygget ordbogsmæssigt op, så det enkelte ord eller begrebs oprindelse er anført først. Derefter følger selve ordforklaringen evt. med kildeangivelse(r). Sidst er der henvisning til andre beslægtede begreber, der er medtaget et andet sted i opslagsbogen. Der er ikke mange litterære opslagsværker på dansk, og man har ofte tidligere måtte ty til tyske eller engelske værker. Denne reviderede udgave har 55 nye opslagsord med, der dækker nytilkomne forfatterskaber og nye teoretiske udviklinger, og der er skrevet tilføjelser til flere hundrede ord. Så selv om længden og grundigheden i artiklerne kan virke vilkårlig, og ikke alle artikler helt skulle holde for videnskabelig prøvelse, så er bogen stadig meget nyttig som opslagsbog primært for studerende og dækker de fleste væsentlige litterære begreber, som denne lektør kan komme i tanke om. Det er ikke nødvendigt at kassere tidligere udgave.