Bogens svenske forlæg, Droger A-Ö, er udarbejdet af journalisten Thomas Nordegren og psykiateren, overlæge Kerstin Tunving. Den danske udgave har socialoverlæge Peter Ege bearbejdet, idet ord, der kun har interesse for et svensk publikum er erstattet af opslagsord og oversigtsartikler, der retter sig til danske læsere. De godt 2.500 opslag behandler emnet meget bredt. Her er navnene på rusmidlerne, også slangudtryk for dem, deres farmakologi, kemi, virkning og skadevirkninger, sammen med opslag på forskere, kendte misbrugere, rusmidler i kunsten, fagudtryk af enhver art og et bredt udvalg af tilknyttede emner. Man kan således slå op på opium, peruvian flake, MMDA, lystfølelse, paranoia, Søren Haastrup, Canned Heat, Ebbe Reich, extrapyramidale symptomer, narkohunde, selvmord, arytmi eller kemoterapi. Som supplement til de korte leksikalske forklaringer bringer bogen 43 længere oversigtsartikler om brede emner som alkohol, graviditet og misbrug, idræt og stoffer, kvindelige narkomaner, psykofarmaka eller vold og stoffer. Kort, klar og lettilgængelig viden, der ellers ikke findes samlet. Til alle læsesale og alle slags skolebiblioteker, også til udlån til unge og deres forældre.