Disse "bemærkelsesværdige beretninger fra det virkelige liv"er et udvalg på 105 af de ca. 1500 historier Weekendavisen modtog, da redaktionen i 2002 inviterede læserne til at indsende små snurrige hverdagshistorier, anekdoter fra det virkelige liv, beretninger om eksistentielle tildragelser og mindeværdige øjeblikke. Et mindre udvalg blev trykt i avisen, og materialet blev herefter overdraget til forlaget Forum, som nu har trykt dette udvalg af dem, de syntes var de bedste til at tegne et billede af danskerne - i total mangfoldighed. Her er alt mellem himmel og jord: mærkelige sammentræf, tragikomik, sjove oplevelser, almindelige hverdagsting, dramatiske oplevelser. Historierne bringes alfabetisk efter forfatteren og er selvsagt korte - 1-3 sider. Bogen er overraskende homogen, og de skriver godt. Det er hyggelig læsning, og mange af historierne vil også være velegnet til oplæsning.