Galskab i Rue de la Gare

Sort-hvid tegneserie om mesterdetektiven Nestor Burma. Romanen af Leo Malet udkom i 1943. Nestor Burma bliver først i en tysk krigsfangelejr i 1941, og senere i et tog vidnetil at to mænddør/bliver dræbt. Deres sidste ord er de samme - et pigenavn og en adresse. I Lyon og senere i Paris prøver Nestor Burma at opklare de to mænds død. En traditionel kriminalroman med mange spor,solidt og grundigt politi- og detektivarbejde, en overraskende afsløring af morderen og en redegørelse for, hvordan detektiven fandt frem til løsningen. Denne slutning er desværre blevet al forlang og intellektuel. Det spændende er, hvordan det er lykkedes for tegneren at tilføje historien nogle ekstra kvaliteter ved at vise os en masse detaljer om klædedragt, transport, mørkelægning,byerne med gader og bygninger, tyskerne og folks holdning til dem, ja alle de små detaljer, der selv om de ikke indgår direkte i handlingen alligevel er med til at give os en forståelse forbaggrunden og for forholdene i detbesatte Frankrig. Også vejret - mest regn og blæst er med til at understrege den kuldslåede krigsstemning. For virkeligt interesserede er tegneserien enfascinerende oplevelse, men den kræver en stor indsats af læseren. Tåge over Tolbiac-broen af samme tegner vil være lettere at låne ud til vore ældste elever.

Læs hele vurderingen

I denne monumentale tegneserieroman i sort/hvid anvender Tardi som i Tåge over Tolbiac-broen een af krimiforfatteren Leo Målets romaner med detektiven Nestor Burma som forlæg. I 1940 møderNestor Burma i tysk fangenskab en krigsfange uden erindring om sin fortid. Da krigsfangen dør, er hans sidste ord Rue de la Gare nr. 120. Hjemsendt fra fangenskabet råber Burmas tidligere partnerden samme adresse til detektiven, da han er på vej gennem Lyon, hvorefter partneren skydes. Handlingen finder sted i Lyon og Paris i 1941, og det lykkes Nestor Burma at løse gåden om den mystiskeadresse. Tardis måde at tegne på er ikke her så karikeret som tidligere. Det klæder historien, hvor man uden besvær kan følge de mange personer. Baggrundene er grå, mens personernes hoveder ogøvrige legemsdele er hvide. Hans beskrivelser af Frankrig under krigen er meget stemningsskabende, hvilket især mange plakater bidrager til. Disse er desværre delvist oversat til dansk, og detgiver nogle stilbrud. Tardi harmed dette værk vist nye og spændende sider af sit i forvejen imponerende talent.

Læs hele vurderingen