En ny god bog i serien Dyre-liv. I 14 opslag giver bogen et kort rids af diverse faktuelle oplysninger om giraffer, fx: Størrelse, underarter, levesteder, drægtighed, fødsel, adfærd og den truende fremtid. Opslagene er domineret af fuldsides illustrationer. Den indsatte kortfattede brødtekst er let at læse og knytter sig til illustrationen. Hvert opslag har også en faktaboks, der behandler en lille detalje ved det særprægede dyr. Det er naturligvis ikke en specielt dybtgående fagbog, men den giver en god indføring i giraffens liv. Bag i bogen findes en kort ordliste og et godt stikordsregister. Bogen kan læses fra 9 år og er i skolesammenhæng egnet som en del af et tema om dyrene på den afrikanske savanne. Vi har en del bøger om de mere spektakulære dyrearter, hvortil giraffen naturligvis hører. Men emnet er populært, og der er tit rift om nye titler. Så selvom denne titel ikke tilføjer væsentligt nyt til emnet er den et godt supplement til aldersgruppen.