En fængslende og vedkommende ungdomsroman. Temaet er den besværlige og indviklede men også dejlige og livsbekræftende kærlighed oplevet af den 16-årige Colette, hvis mor er ivrig ligestillingsforkæmper. Efter at Colette i lang tid har beundret drømmefyren Art på afstand, er hun så heldig en dag bogstaveligt at tørne sammen med ham i svømmehallen. Han inviterer på kaffe og siden til koncert. Colette er fuldstændig opslugt af Art, og hun tager sig ikke af venindens advarsler, der går på, at han måske er lidt for smart. Art kommer fra et meget overfladisk overklassemiljø, hvor den rige far og hans nye unge kone har nok i sig selv. Materielt set har han alt, men han mangler totalt normer og vejledning i, hvordan man anstændigt omgås andre og specielt det andet køn. Helt modsat Colette, der kommer fra et middelklassemiljø, hvor det roder, og hvor man ikke overdriver rengøringen, men hvor forældrene og især moderen er engagerede og har en mening om, hvad der er godt og skidt.Colette vil ikke i seng med Art, før hun kender ham bedre, men han fører hende i en fælde. Hun slår op, og hendes pragtfulde mor opsøger Arts familie og siger nogle sandheder. Bogen er velskrevet, og læseren fastholdes til sidste side. Fritidslæsning for folkeskolens ældste klasser.