En 3D-animeret kortfilm med julemotiv og populære karakterer henvender sig bredt til et familiepublikum og kan fungere som pusterum i travle decemberdage. Der er drøn på effekter og replikker, så man skal mindst være seks jule gammel for at forstå plot og forviklinger. Filmen kan formidles som et eksempel på film om julemandens bedrifter.
Løven Alex og hans tre dyrevenner fra zoologisk have i New York er strandet på Madagascar. De vil gerne hjem og øjner en mulighed, da julemandens kane ved et uheld havner på øen. Julemanden har fået hukommelsestab, så Alex og kompagni spænder fire friske pingviner for hans kane og deler de mange gaver ud. De redder simpelthen julen, men lander igen på Madagascar og ikke i New York. Og det er i grunden ikke så galt.
Der er fart over feltet i denne julehilsen fra DreamWorks, som i stil og persontegning naturligt refererer til de to Madagascar-spillefilm (2005 og 2008). Som i mange af produktionsselskabets værker er der ordspil og referencer til populærkultur som for eksempel en hilsen til kultfilmen Casablanca, 1942, der ryger over små hoveder. Men det er konceptet for denne type af familiefilm: De små medlemmer er på spændingen og de visuelle gags, mens de voksne yderligere kan klukke over den meget opfindsomme omgang munddiarré. Alle hygger sig således sammen omend på forskellige niveauer. God Madagascar-jul, 2011 kan også ses som DreamWorks' forsøg på at konkurrere med Walt Disneys mange julefilm.
Sjov og flot i den hårdtpumpede stil.