Hr. Buk og hans marsvin Guffer lever et tilsyneladende stille og roligt liv. Om dagen altså. Om natten går hr. Buk i søvne, og han involveres i de mest dramatiske begivenheder uden at vide af det. Hr. Buks uforanderlige søvngængerro danner en herlig kontrast til det forvildede persongalleri han møder om natten. Der er det berømte rockband Sprængt Trommehinde, der er de to motorcykelbander Hjernedøde køtere og Fedtørerne, der er slagteren Frank Furter og mange flere. Marsvinet Guffer er med i alle dramaerne, men han sover ikke. Hans reaktion er endnu et underfundigt påfund som læseren kan more sig over. Billederne er i stærke klare farver og er fyldt med fart og bevægelse. Friser af små billeder veksler med store billeder, og de er alle fyldt med overraskende situationer og et mylder af detaljer. Teksten står i blokke omkring billederne, og både tekst og typografi er som billederne kendetegnet ved fart og bevægelse. For den voksne, der læser med, er der også noget at more sig over. Den finske billedbog vil blive efterspurgt i bladrekassen i 0.-2. kl. og som oplæsningsbog for mindre grupper i samme aldersklasse.