Bøger / faglitteratur

Golf - det indre spil


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. dec. 2010

af

af

Carsten Güllich-Nørby

d. 9. dec. 2010

Kan både ses som en golfbog for erfarne med mod på at dykke mentalt dybt, og en bog om mental selvudvikling med udgangspunkt i forfatterens system "The inner game".

Bogen kom oprindeligt på engelsk i 1981, og den danske udgave er teknisk opdateret af Anders Dahl Christiansen, træner for herrelandsholdet. Desuden fortæller forordet om forfatterens revideringer af bogen. W. Timothy Gallwey (f. 1938) har skrevet en række anerkendte bøger bl.a. også The inner game of tennis, endnu ikke på dansk, hvor han præsenterer et konkret system med udgangspunkt i egne ideer om at arbejde mentalt med præstationer. Bogen ligner bestemt ikke andre golfbøger jeg har læst. I de fleste andre golfbøger er slagvinkler, hånd- og benstillinger, teknikken, naturligt omdrejningspunkt, men i denne bog er det mentale og følelserne i fokus, inden, mens, og efter, køllen svinges. Med andre ord hele den indre dialog. Nøgleord er visualisering, koncentration, tillid, og øvelser, der sigter efter at øge den vigtige opmærksom på det man har gang i. Men at forfatterens ideer angiveligt kan bruges andre steder end indenfor sport vidner hans bog fra 2009 om "The inner game of stress".

Der er et væld af bøger om golf. Om mental træning fx også Inden du går helt i sort : tips til mental træning af Finn Havaleschka eller mere spirituelt i Egekvists Golf - det dybe mysterium.

En anderledes golfbog, der især vil tiltrække de mest dedikerede "køllebetvingere".