"Vi har tidligere her på Bluesnews.dk udråbt Big Creek Slim til Danmarks nok bedste bluessanger, og dén position fastholder han med Good mill blues. Den buldrende røst er så stærk som nogensinde, og Marc Rune bør også roses for sin overbevisende engelske diktion. Har man fulgt Big Creek Slim gennem flere år, vil man desuden vide, at hans guitarspil er i rivende udvikling. Stilen inviterer ikke til lange, virtuose soloer, men Slim akkompagnerer sig selv med stor sikkerhed, intensitet og kraft, hvad enten det er med fingrene direkte på strengene eller med bottleneck".