Bøger / faglitteratur til børn

Græshopper

Del af Småkravl

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. feb. 1999

af

af

Poul-Erik Friis-Larsen (skole)

d. 3. feb. 1999

Der er nu efterhånden ni bind i denne udmærkede serie af fotografiske fagbilledbøger, Småkravl beregnet for de alleryngste i skolen. Hvert opslag har som overskrift et spørgsmål om græshopper. Fx: Hvad er.., Hvor store er.., Hvordan vokser.., Hvad spiser.., Hvilke fjender har.., Hvor lever.., Hvor længe lever..græshopper? De otte/ti linier tekst i stor skrift med delestreger i sammensatte ord (obs: Det er en fin forbedring af det grafiske billede, at man nu bruger en skrift med seriffer) giver ikke en fyldestgørende forklaring på alt, men de store og teknisk flot optagne close-up farvefotos supplerer teksten på bedste vis og viser mange fine detaljer, som gør bogen anvendelig også ud over indskolingen. Bagest i bogen findes en stor, detaljeret tegning af en græshoppe med betegnelser på de enkelte dele, en græshoppe består af. Ord med fed skrift er forklaret i en ordliste. Desuden er der et stikordsregister. Fælles for alle titlerne i serien er, at de omtalte dyr er lette at iagttage og få fat på i naturen - til nærmere studier.


Bibliotekernes vurdering

d. 3. feb. 1999

af

af

Bente Nielsen

d. 3. feb. 1999

I forlagsserien Småkravl er der indtil nu udkommet bøger om seks forskellige populære og kendte smådyr, og alle er med en enkelt undtagelse skrevet af Karen Hartley. Nu udkommer endnu tre små bøger om henholdsvis edderkopper, skolopendere og græshopper. Denne bog fortæller ganske kort om græshopper og deres levevis. Bogens opbygning er som de øvrige i serien, hvor der på hvert opslag stilles et enkelt spørgsmål. Svaret gives dels i store, flotte farvefotos, dels i den tilhørende tekst, der er kort og kontant. Gennem disse spørgsmål kommer bogen rundt om dyrets udseende, føde, bevægelse og formering. Bogen går ikke i dybden på det faglige niveau, men opfylder de fleste børns umiddelbare behov for viden om emnet. Der sluttes med en ordliste over fagudtryk samt et lille stikordsregister. Bogen kan læses fra 10 år, og der findes intet andet på tilsvarende niveau om emnet.