Spil / computerspil

Grand theft auto - episodes from Liberty City


Beskrivelse


Actionspil. Spil to selvstændige historier fra Liberty City (Grand theft auto IV). Lost of the Damned tager udgangspunkt i rockermiljøet og The ballad of gay Tony i natklublivet, men begge episoder er bygget op i sædvanlig stil med en masse missioner, som skal gennemføres.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. apr. 2010

af

af

Frederik Nielsen

d. 20. apr. 2010

PS3. Actionspil. Grand theft auto-serien er en af de meste kendte og elskede serier og nu er der udkommet to episoder, som foregår i Liberty City fra Grand theft auto IV. Begge episoder har tidligere været tilgængelige som download, men er nu samlet. PEGI: 18 med ikoner for sprog, vold og narkotika. Sværhedsgraden er middel og målgruppen fra 16 år. Sproget er engelsk.

The lost of the damned og The ballad of gay Tony er titlerne på de to meget forskellige episoder, hvor den første udspiller sig i rockermiljøet og den anden i natklubmiljøet. Johnny er medlem af rockerklubben The Lost og da deres leder løslades fra fængslet, fører det til splid i klubben og for nogen en uønsket krig med rivaliserende bander. Luis Lopez voksede op i slummen, men arbejder nu for natklubejeren Tony Price, hvilket ikke altid er helt nemt at få til at fungere, når de to verdner støder sammen. Begge spil er meget forskellige i stil, men utrolig vellykket som de andre i serien. Grafikken er som sædvanlig flot og lydsiden fantastisk, især er musikken med til at gøre stemningen i spillet fuldendt. Styringen og miljøerne er tilpasset temaerne i de to episoder og det fungerer rigtig godt. Spillet har også en online-del.

Grand theft auto har længe været kongen indenfor genren, men "Saints row 1", Saints row 2 og Crackdown kan også nævnes.

På flere måder, så kan jeg faktisk bedre li' de to episoder end Grand theft auto IV, især pga. den stemning som de skaber, men de er også nemme at gå til og tager ikke så lang tid at gennemføre. Det er ikke nødvendigt at have spillet de andre spil i serien, hvilket er en fordel.


Bibliotekernes vurdering

d. 22. dec. 2009

af

af

Thomas W Jensen

d. 22. dec. 2009

Xbox 360. Dette actionspil i Grand theft auto-serien er en selvstændig udgivelse af to supplementsspil til "GTA IV", der tidligere kun har været tilgængelig som downloads. PEGI-mærkning er passende på 18, på grund af voldeligt indhold, narkoreferencer og anstødeligt sprog. Stigningskurven i sværhedsgraden er jævn, så alle kan være med. Sproget er engelsk.

De to historier i "The Lost and the Damned" og "The Ballad of Gay Tony" er vidt forskellige. I førstnævnte er man veteran-medlem af en rockerbande, der modvilligt trækkes ind i et bandeopgør. I sidstnævnte er man assistenten til en natklubejer, der skal hjælpe dennes venner og bekendte med narkohandel og anden kriminalitet. Fælles for begge er, at de foregår i Liberty City og at missionerne bl.a. består af skydekampe, tyverier og politijagter. Længden af begge episoder er ca. 12 timer, men der er desuden sideopgaver, der kan gøre gennemspilningstiden længere. På xbox live er der flere spilmuligheder, bl.a. med spil for op til 16 personer. Gameplay er således i orden, medmindre man tager de moralske briller på - i så fald er det voldsforherligende. Grafikken er god og filmisk. Detaljegraden af det kæmpemæssige Liberty City-univers er imponerende. Lyden er ganske enkelt fremragende - historierne har hver deres realistiske og stemningsdannende lydkulisse. I rockermiljøet høres fx 70'er-rock. Stemmeskuespillet er også veludført.

Dette spil bygger videre på forlægget "GTA IV", men kan sagtens stå alene.

"Episodes from Liberty City" er et fremragende supplement til "GTA IV", med interessante selvstændige historier for nye og gamle fans.