Ridder Goodwill kan læses af børn fra 10 års-alderen, men indholdsmæssigt henvender serien sig til større børn samt til unge.
Da Graven af is første gang blev udsendt på dansk i 1985, var det under titlen Graven under isen (selv om originaltitlen vel rettelig betyder Graven i isen/ismasserne). Forlaget Donovans genudgivelse af de tidlige albums med Ridder Goodwill ledsages af nye oversættelser, men bevarer til gengæld den oprindelige danske serietitel, som ikke helt fanger originaltitlens spil på hovedpersonens stålsatte karakter. Her i bind. 2 præsenteres læserne for fortsættelsen af og afslutningen på det eventyr, som startede i seriens første bind, hvor Goodwill og den onde baron Totenfels begge jagtede Ingaars stjerner og dermed den uindskrænkede magt. Léturgie har til bind 2 fået hjælp af manuskriptforfatteren Fauche, med hvem han ud over 7 bind i Ridder Goodwill-serien har skabt en række Lucky Luke-eventyr. Luguy har leveret den professionelt udførte billedside i en klassisk fransk-belgisk streg.
Ridder Goodwill var sammen med Henrik og Hagbart en af de første fantasy-serier, som blev oversat til dansk. Ikke mindst Luguys detalje-spækkede streg gør, at serien fortsat kan læses med fornøjelse i dag.
Mens de fleste fantasy-serier er henlagt til opdigtede lokaliteter, refererer denne ofte til virkeligt eksisterende byer og lande. Dette til trods må serien betragtes som en fuldblods fantasy-serie og ikke en af de dårligste.