Måske kan bogen bruges i indskolingen i forbindelse med en ekskursion, hvor dyrelivet i det nærmeste vandhul skal studeres, når der skal snakkes forurening, eller til at tale om mobning og magtmisbug.
Lars Norman Hestbæk har specialiseret sig i fotografier fra livet i søerne. Hans fotografier kan bl.a. ses på www.ferskvandsfoto.dk, hvor flere af bogens billeder er gengivet. Det har ikke været muligt, at finde oplysninger om forfatteren, der med aborrens stemme fortæller dette moderne kunsteventyr om magtspillet under søens overflade. Da en handske falder ned på bunden, opstår der en afgudsdyrkelse under ledelse af suderen, der har allieret sig med den glubske gedde. Gedden lever dels af søens andre fisk dels af alle de chips, der kastes i søen og falder til bunds. En chipspose spiller en central rolle i handlingen, også den bliver gjort til genstand for tilbedelse af den karatedyrkende krebs, der nærmest tilfældigt befrier søens indvånere fra geddens og suderens tyranni.
Den fænomenalt fæle fiskefrikadellefælde : en historie, 1998 og Hajen fra det mørke dyb, 2008 ligner tematisk, men de har humor, og de er ikke som denne karakteriseret af en ubehagelig grundtone af vold, magtmisbrug og afgudsdyrkelse.
En fortælling, der er lige så uigennemsigtig, som titlen antyder. Billederne er af noget uens kvalitet, de fungerer dog bedre, når de står alene uden den temmelig fortænkte historie. Det oplever man, når de glider over skærmen på www.ferskvandsfoto.dk.