Denne omfattende digtsamling består af fem afsnit med hver sin overskrift og tempoangivelse hentet fra Beethovens sjette symfoni, Pastorale-symfonien. Og bogen kan læses som en symfonisk suite eller som en reflekterende talestrøm, nu og da direkte henvendt til en lytter eller læsende, men for det meste bare ud i luften. Et forsøg på at aflæse verden, tiden og stedet fra en jegposition, der har det med at demontere sig selv. Undervejs er der fine poetiske formuleringer, og paradokser sat på spidsen, men i en bog på mere en tohundrede sider, bliver Peter Nielsens småsludren monoton. Ihvertfald for denne lektør, der ved sammenligningen med den symfoni, som Peter Nielsen låner tempobetegnelser fra, ikke kan se, at han bruger dem som andet end staffage.