Bøger / skønlitteratur til børn / gys

Gyserbussen. Bind 2

Del 2 af Gyserbussen

Beskrivelse


En mørk aften søger fire børn ly i en gammel bus under et uvejr. Pludselig begynder en speaker at fortælle historier om vampyrer, vareulve og monstre. Det bliver mere og mere uhyggeligt.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. mar. 2000

af

af

Poul Wibbert Esberg (skole)

d. 16. mar. 2000

Bogen er en selvstændig fortsættelse af Gyserbussen (98/19). Opbygningen er den samme, nemlig en rammefortælling, som er hakket op i små bidder, der lægger op til de enkelte gysernoveller. Den er spændende nok, handler om fire unge, som egentlig er på rov på en bilkirkegård, men ender som rædselsslagne fanger i en skrotbus, der pludselig fungerer. Der er sære væsener uden- og indenfor, og en mystisk fortæller i højttaleren læser op af forfatteren Onnoval (anagram for Van Loon), men plottet kan ikke bære at være trukket så langt ud. Novellerne fungerer derimod fint. Der er ni, som i den rette oplæsningssituation nok skal få 4.-6. klasse til at være musestille, uden at det dog går ud over nattesøvnen, selv om yndlingslæreren er en varulv. Til selvstændig læsning skal man nok lige være en tak ældre. Forholdsvis få gråtonetegninger akkompagnerer uden at gøre det store indtryk.


Bibliotekernes vurdering

d. 16. mar. 2000

af

af

Britta Liboriussen

d. 16. mar. 2000

Selvstændig fortsættelse af Gyserbussen, 1998. Fire børn klatrer over hegnet til en bilkirkegård. Det er mørkt, og pludselig bliver det uvejr. Børnene søger ly i en gammel bus: Gyserbussen. En speaker fortæller historier, der bliver mere og mere uhyggelige. Det drejer sig om vampyrer, varulve, monstre mv. Det bliver til 9 hårrejsende historier. Efter hver historie er der et afsnit med børnenes reaktioner. Til slut forlader børnene bussen. Men er de alle stadig sig selv? Historierne kan fint læses selvstændigt. Rammehistorien virker lidt unødvendig og påklistret. Læst i en helhed virker bogen pga. rammehistorien lidt langtrukken, men læst enkeltvis er gyserhistorierne spændende og vil få det til at krible ned ad ryggen på ethvert barn fra ca. 11 år. Gyserhistorier er efterspurgte, og denne samling egner sig til uhyggelig højtlæsning for store børn på tur med fritidshjemmet eller klubben. Illustreret med sort/hvide tegninger, der passer til stilen. Underholdning for store børn med gode nerver og trang til gys og gru.