En flot bog om de forskellige håndværk i de gode gamle dage, om håndværkerliv før maskinerne overtog det meste af arbejdet på værksteder og byggepladser, og industrien udkonkurrerede håndværkerens produkter. Bogen er selv et stykke godt forfatter- og boghåndværk, der i tekst og billeder beskriver forholdene for de beskæftigede faglærte og ufaglærte på arbejdsmarkedet omkring år 1900. Det enkelte håndværks historie, arbejdsmetoder og værktøj beskrives kort af forfatterne, og der suppleres med levende indberetninger fra håndværkerne selv, som er indsamlet af Nationalmuseet i 1950'erne. Alle artiklerne er fornemt illustreret med tegninger, gamle fotografier og stik, anskuelsesbilleder og gengivelser af kunstværker med håndværksmotiver. Det er et bogværk, der fortæller et stykke hverdags- og kulturhistorie med førstehåndsberetninger fra en svunden tid, hvor håndværkernes forhold var meget anderledes end i dag. Det er en bog med en velafstemt blanding af tekst og illustrationer, som man glæder sig til at præsentere på biblioteket for blandt andet de mange historisk interesserede, for gamle og nuværende håndværkere og for opgaveskriverne.