Filmen henvender sig til et voksent publikum, der sætter pris på de følelsesmæssige og kunstneriske film. Da filmen har fået en Oscar, kan den sagtens blive genstand for studerendes analyser og fortolkning.
Lægen Anton pendler frem og tilbage mellem en flygtningelejr i Afrika og sit hjem i Danmark, hvor hans to sønner bor. Hans ægteskab med drengenes mor, Marianne, er løbet ud i sandet og de står og skal skilles. Den ældste søn Elias bliver hver dag mobbet i skolen, men får en ny ven, der vender op og ned på det hele. Er der nu også så meget forskel på Afrika og Danmark? Filmen er instrueret af Susanne Bier, som bl.a. tidligere har lavet Brødre og Things we lost in the fire. FIlmen vandt en Golden Globe og en Oscar for bedste udenlandske film. Ekstramaterialet på dvd'en er noget tyndt.
Drengenes historie kan til tider godt minde om Thorstein Thomsens Min bedste fjende, hvor det kammer helt over med at hævne sig på mobberne. Karakteren Christian har lidt det samme drive, som Batman, der har et traume og en trang til retfærdighed.
Hævnen er ikke en hvilken som helst film. Det er trods alt en film, der både har vundet en Golden Globe og en Oscar. Den vil derfor helt sikkert sælge sig selv på biblioteket og være populær i længere tid. Når det er sagt, er det rent faktisk et smukt filmet drama, hvor lydsiden fuldender det sanselige. Persbrandt og drengene spiller specielt godt i filmen. Bier er kendt for nærværet i sine film, og dette er ingen undtagelse.