Tomas Tranströmers lyrik er heldigvis fint repræsenteret på dansk. Dels gennem oversættelser af flere enkelt-samlinger, dels med udgivelsen af de Samlede digte der udkom i 1997. Blandt de versformer som TT anvender spiller den klassiske trelinjede haiku en stor rolle, specielt i den senere del af forfatterskabet. Denne udgave af Tranströmers samlede haikudigte rummer fjorten helt nyskrevne digte fra perioden 1996-2001, samt en suite på ni digte fra 1959 som ikke tidligere har været trykt. Digtene er eksempler på hvor suverænt TT behersker den ultrakorte form der lader stilheden, pausen mellem ordene træde frem, samtidig med at han fylder den gamle digtform ud på en personlig måde. Det meditativt-tidløse har en fremtrædende plads i digtene, men det betyder ikke at omverdenen i fysisk og historisk forstand er fraværende. Især nærværende i bogens første suite som blev skrevet efter at forfatteren havde besøgt en psykolog-kollega der var leder af et ungdomsfængsel. Denne lille udgivelse, med paralleltekst på svensk og dansk, følger på smukkeste vis de samlede digte op og viser stærkt og bevægende en forfatter der trods alvorlig sygdom og berøvet talens brug stadig bevæger sig helt ud til kanten af sproget og udtrykket.