I samme serie er tidligere kommet bøger om fx elefanter, sommerfugle og natsværmere, slanger samt hvaler og delfiner. Her drejer det sig om hajer. Bogen starter med en præsentation af hajerne. Herefter fortælles om deres bygning, størrelse, tænder, sanser, føde, jagtteknik, sociale adfærd, forplantning, levesteder, slægtninge og forfædre. Indimellem sættes fokus på udvalgte arter eller familier. Bogen er illustreret med masser af gode farvefotografier og tegninger. Bagest findes et afsnit om beskyttelse af visse hajarter, en ordliste og et register. Det er en ganske flot bog, der giver et godt indblik i hajernes fascinerende verden. Den kan læses af børn fra 5. klassetrin. Der findes i forvejen adskillige andre bøger om emnet. Blandt de, der er af omtrent samme omfang, kan nævnes Hajer (1999), som er en oversat Dorling Kindersleybog med leksivisuel opbygning og masser af billeder rundt på opslagene og En oversigt over hajer og rokker (2000), der er mere systematisk opbygget.