En forårsdag i 1986 driver skyen fra Tjernobyl over DDR. I en lille landsby i Mecklenburg går fortælleren, en 50-60-årig kvinde, rastløs rundt, mens hendes bror gennemgår en farefuldhjerneoperation. Den personlige og den universelle trussel sætter hinanden i relief og får aktiveret fortidens, specielt de sidste krigsdages, rædsler. Den kontroversielle førstekvinde iDDR-litteraturen, Christa Wolf, har igen begået et lille mesterværk, hvor hun med suveræn sprogbehandling (godt videregivet af oversætteren) tematiserer teknologiens sammenhæng med døden. Havari eringen katastroferoman, men en videregivelse af gru og følelse af meningsløshed, der viser, at ikke kun den geografisk tættere placering på Tjernobyl har haft betydning, ulykken har i lige så højgrad været en psykisk katastrofe, der har pillet ved en dogmatisk ekspert- og teknologitro. Samtidig har den en fandenivoldsk optimisme, en ukuelig livsvilje. Trods mange lag er Havari umiddelbartlet at gå til og vil - også i kraft afemnet - kunne nå videre ud end fx Kassandra, 1984.