Sammen med fire andre titler i den nye serie Vor planet - jorden kommer her en fagbog, som kan supplere undervisningen i geografi i 7.-8. klasse med gode fotos og pirre nysgerrigheden hos den interesserede fritidslæser. Over otte kapitler fortælles i generelle termer om verdenshavene, livet i dem og truslerne mod vores eksistens. Derudover er der lidt om samspillet mellem hav og klima samt fremtidsudsigterne for oceanerne. Brødteksten er enspaltet - brudt af en del faktabokse og mange flotte og informative illustrationer. Hver kapitelstart er trykt på en vandmærkelignende baggrund - en stor bølge - som desværre ikke fremmer læsevenligheden i en ellers overskuelig opsætning. Bogen supplerer Livet i havene (00/14), Grays Havet (04/33), Oceaner (05/38) og Oceaner og kyster (07/02), hvor sidstnævnte er mere omfattende. Bogen har både indholdsfortegnelse og trespaltet stikordsregister på en side, en relevant ordliste samt liste over såvel bøger og websteder, hvor der kan findes supplerende oplysninger.