Bogen, der er udgivet af den kendte stadsgartner i Gladsaxe, gennemgår i alfabetisk orden det mest almindelige ukrudt i haven. Ialt omtales 66 arter. Man får en forklaring på, hvad ukrudt er, hvordan det spredes, og hvordan man kommer det til livs. Forfatteren anbefaler lugning frem for overdreven brug af kemiske hjælpemidler. Det gir en bedre kondi og en giftfri have. En lille liste over ukrudt som indikatorplanter, d. v. s., at disse fortæller noget om voksestedets jordbundsforhold, er meget nyttig. Foruden en grundig beskrivelse af hver art gengives disse med illustrationer fra Flora Danica. Resultatet er en meget smuk bog. Man glemmer helt, at der er tale om ofte meget besværligt ukrudt, set fra en haveejers synspunkt. For alle biblioteker.