For videregående forsvars- og forsvarspolitisk interesserede.
En debat- og faktabog af forskellige bidragydere om forsvaret, forsvarspolitikken og den betydning, som forsvarsreformen og indsatsen i fx Irak og Afghanistan har haft for de ansatte, soldaterne og Danmarks globale rolle. Bogen er delt op i 11 selvstændige kapitler, som hver beskæftiger sig med sit aspekt. Fx Lars Møller om baggrundene bag personaleflugten og Henrik Breitenbauch, der leverer en fin dybtgående analyse af de danske vinkler på århundredets våbenhandel, forsvarets nye kampfly. Flere kapitler behandler det vigtige skift mellem for- og nutidens trusselsbillede, hvor jerntæppets og det daværende mobiliseringsforsvars fjendebillede stadigvæk spøger. Aspekterne og perspektiverne med de nye forsvarsopgaver og den rent praktiske udmøntning for soldaterne ved fronten behandles bl.a. af Hans Christian Mathiesen. Bogen er teksttung men dybtborende analyserende og kommer i det hele taget meget fint rundt om emnet, så man efter læsningen virkelig føler sig grundigt orienteret og ajourført i alle forsvars- og sikkerhedspolitiske aspekter.
Der er fx Lars Møller: Det danske Pearl Harbor og Hillingsø: Trusselsbilledet.
En teksttung men dybdeborende analyserende bog, som kommer meget fint rundt om og under overfladen mht. opgaver, udfordringer og prioriteringer i det danske forsvar af i dag. Både mht. struktur, soldaternes vilkår og fremtidsperspektiverne som følge af de nye opgaver i fx Kosovo, Irak og Afghanistan.