Titlen på Inger Christensens essaysamling er en formulering hentet hos den tyske romantiske digter Novalis som et udtryk for den uopløselige forbundethed der består mellem sprog og virkelighed, mellem indre og ydre. Denne forbundethed er ifølge IC analog med poesiens måde at erkende på, og netop forholdet mellem sproget og verden er ledetråden gennem de tolv essays bogen består af. Teksterne har tidligere været publiceret i andre sammenhænge, men hvadenten de tager udgangspunkt i et kunstværk, en rejseskitse, overvejelser over egen og andres kunstneriske praksis, eller i moderne naturvidenskab, handler de om vores måde at erkende og "læse" virkeligheden på. Som i sin poesi tænker IC i strukturer og systemer, men slipper aldrig taget i sansningen og tingenes/naturens mangfoldighed af former og farver som forhindrer sproget i at stivne i et alt for entydigt og absolut udsagn om virkeligheden. IC's prosa er enkel, sanselig og samtidig svimlende i sine kosmiske og erkendelsesmæssige perspektiver. Digteren og tænkeren går ubesværet hånd i hånd i disse forsøg på at læse verden som en "mangfoldighed af tegn, fra stjerners og skyers bevægelser, over fugletræk og fiskestimer til myresprog og vandhvirvler hjemme i køkkenvasken", men først og sidst er det tindrende smukt og klart skrevet.
