Fagbog skrevet af neurobiolog med et bud på, hvordan fremtiden ser ud i 2035. For voksne læsere med nysgerrighed på fremtidens forskning.
Thomas C. Krohns kvalificerede bud på, hvordan fremtiden vil være anno 2035. Bogen indledes med en kort introduktion til teorier, der kan bruges til fremtidsforskning fx Gordon E. Moores lov og Hancock og Bezolds fremtidskeglemodel. Dernæst gennemgår TK bogens præmis: at han på en skala fra 1-5 vil anslå, hvor sandsynlig den udvikling, han påpeger, vil være. Derefter gennemgår han fremtidsscenarier inden for: fødevarer & indkøb, kommunikation, underholdning, transport, boligen, sundhed & sygdom, arbejdsliv, penge & økonomi. Hvert afsnit afsluttes med en fiktiv hverdagsfortælling med en person, som lever i den beskrevne fremtid. Bogen afsluttes med en litteraturliste.
Bogen er meget interessant, da der er så mange vilde fremtidsscenarier. Krohn er god til først at sætte fokus på, hvor hurtigt udviklingen rent faktisk er gået de sidste 10 år, og så køber man som læser, at der i den grad også kan ske store teknologiske fremskridt i de kommende 10-15 år. Da bogen er så lille og velskrevet, vil mange få meget ud af at læse den, også folk som ikke umiddelbart tænker, de ville interessere sig for fremtidsforskning. Indholdet er meget bedre end layoutet giver indtryk af.
Denne bog omhandler mange af de samme fremtidsscenarier i en større og mere teoretisk udformning: Omstilling til fremtiden.