Bogen er til lyrikelskere, der holder af mørke og sarkastiske digte.
Digtene i bogen er skrevet af Thomas Boberg, der har flere digtsamlinger, bøger og rejsebeskrivelser bag sig. Boberg er en af de mere etablerede digtere i Danmark, og har beskæftiget sig med mange forskellige emner i sine digte. Hans seneste Boothill handlede blandt andet om hans fars død. I Hesteæderne er vi i et mørkt og dystopisk univers hvor hesteædere regerer og forfaldet hersker. Digtene hænger alle sammen og fortæller på en fragmenteret måde om, hvordan det er at leve i hesteædernes verden. Foruden hesteæderne er digtene befolket med onde konsuler, suspekte naboer, lokkende nabodøtre og liderlige morgenfruer. Selvom vi er i et mørkt og trøstesløst univers, er mange af digtene bidende sarkastiske og skrevet med et glimt i øjet. Bobergs greb om sproget er enestående og flyder elegant. Der ryger skarpe kommentarer af mod flere forskellige mennesker og institutioner, og heller ikke bibliotekerne skånes.
Hesteæderne en af de gode digtsamlinger fra Bobergs hånd, hvor niveauet i forvejen er meget højt.
Endnu en fantastisk digtsamling fra Boberg. Fuld af trøstesløshed og humor fra mørket.