Bøger / skønlitteratur til børn / fremtidsfortællinger

Himlen brænder

Del 2 af Hvidt støv

Beskrivelse


Emily og hendes venner er undsluppet de kødædende zombier og har søgt tilflugt på hospitalet i Lindstead. Her arbejder forskerne på at finde et lægemiddel, der kan helbrede zombierne. Men tiden er knap, da tusinder af zombier har omringet hospitalet.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. juni 2016

af

af

Vera Hollerup

d. 17. juni 2016

Andet bind i den ulideligt spændende science fiction / zombie-serie "Hvidt støv". Bogen er et "must" for 12-16-årige, der har gode nerver og elsker et godt gys.

Efter at have overlevet grusomme episoder med zombierne har Emily og hendes venner nu søgt tilflugt på hospitalet i Lindstead. Hospitalet ledes af den unge oberst Liam, hospitalsdirektøren Eva og en læge, kaldet Professoren. Professoren siges at være tæt på at finde en kur, der kan helbrede zombierne. Men det haster, for hospitalet er omringet af tusindvis af umættelige, kødædende zombier, og man er næsten løbet tør for mad og drikkevand. Den unge oberst Liam leder et såkaldt aktionsteam, der ofte bryder igennem den enorme mængde af belejrende zombier for at hente forsyninger i de omkringliggende indkøbscentre. Det er tit ved at gå galt, og ikke alle slipper levende fra ekskursionerne. Men zombierne er ikke de eneste, der truer den lille koloni af overlevende mennesker.

Bogen er dødspændende og nervepirrende. Tempoet er forrygende, og mange af episoderne er ret makabre med eksplicitte og detaljerede beskrivelser af levret blod, hjernemasse og smadrede hjerneskaller. En underholdende og effektfuld splatter-action-gyser. Jeg venter spændt på sidste bind.

Man kan også få fornøjelse og gode gys ud af Emil Blichfeldts bog Zombiepesten om drengen Jonny, der er immun over for zombie-smitten. Denne bog har også mange gode splattereffekter.