Bøger / faglitteratur til børn / myter

Himlens og jordens kærlighed : en skabelsesberetning fra det gamle Egypten


Beskrivelse


Billedbog. En 5000 år gammel egyptisk skabelsesmyte, der fortæller hvordan gudebarnet Atum puster det første liv ind i verden.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. feb. 2002

af

af

Thomas Sloth (skole)

d. 20. feb. 2002

Makkerparret bag Stenen (01/19) har lavet endnu en spændende bog - denne gang om egyptisk mytologi. Historien beskriver skabelsesmyten som den blev fortalt i byen Heliopolis 3000 år f. Kr. Af kedsomhed skaber barneguden, Atum, guder der hver især behersker jordens elementer. Men jordens og himlens kærlighed til hinanden er så stærk at luftens gud må tvinge dem fra hinanden - så der kan blive plads til træer, floder og bjerge. Myten fortæller hvorfor solen står op og går ned, samt hvorfor himlen ændrer udseende. Teksten indeholder en del fremmedartede ord og navne - og da den samtidig springer i handlingen, skal man holde tungen lige i munden for at følge med. Bogen er domineret af gode og farvestrålende illustrationer, der ligger tæt op ad den antikke egyptiske tradition, som man kender fra gravkamrenes vægmalerier. Billederne supplerer teksten godt og virker stemningsskabende. Elever fra 6. klasse kan læse bogen. Lærere kan, med vægt på billederne, videreformidle myten til elever i indskolingen. Bogen er velegnet til arbejde med skabelsesmyter og egyptisk mytologi. En anden version af myten findes i Hvordan verden begyndte (96/41).


Bibliotekernes vurdering

d. 20. feb. 2002

af

af

Bo Knudsen

d. 20. feb. 2002

En 5000 år gammel egyptisk skabelsesmyte er her lavet som billedbog for børn fra ca. 5 år. Bogen ligner i layout, tegnestil og stemning en tidligere bog fra makkerparret her, Stenen (01/19), som blot er en gammel persisk legende. Teksten er poetisk og lidt højtidelig, hvilket emnet naturligt lægger op til. Illustrationerne er ligeledes poetiske. Klare grønne og blå farver, symboliserende jorden og himlen, fylder meget i de enkle illustrationer. Enkelheden og farvevalget skyldes bl.a. at illustrator har fundet inspiration i den egyptiske billedtradition. Så personerne har lidt "hieroglyf over sig". I det hele taget er illustrationerne mere symbolske end naturalistiske. Men stilen er ret tidløs og passer egentlig udmærket til en beretning som denne. Det er en "stille" bog, der kan vise, at vi verden over har en kulturel bagage, som både er forskellig, og så dog alligevel temmelig ens. Jeg har ikke fundet andre billedbøger med egyptiske myter.


Folkeskolen

Årg. 119, nr. 21 (2002)

af

af

Heidi Friborg Christophersen

Årg. 119, nr. 21 (2002)