Bogen er den første samlede fremstilling af dansk børnelitteratur fra 1568 til 1967, i alt 400 års børnelitteraturhistorie. Bogen er vægtig indholdsmæssigt som en afhandling, men pga. dens fortællende form bliver man straks ført med af Weinreichs letflydende tekst. Det er mere end 30 års forskning og interesse for børnelitteraturen som her samles i et epokegørende værk, som studerende, lærere, bibliotekarer og andre med interesse for området kan have glæde af. Bogen er opdelt i 3 hovedperioder med hver deres syn på børn, barndom, opdragelse, skolegang etc. Samfunds- og kulturstrømningerne præger børnelitteraturen fra det moraliserende og opdragende over romantikkens opblødning til børneromanens storhedstid med reformpædagogikkens frembrud. Indimellem disse hovedstrømninger er der overgangsperioder præget af modsætninger mellem det gamle og det nye. Bogens sammenkædning af børnelitteraturen med samfundstendenser og brud hviler på et solidt fundament af viden og dokumentation (noter og litteraturliste bag i bogen), og giver dels sammenhæng og dels overblik over de væsentlige børnebøger og forfatterskaber. Fortællingen om dansk børnelitteratur står nu til rådighed for alle med interesse for området, flot udstyret og illustreret. Forfatter- og titelregistre.