Bogen giver et kvalificeret indblik i brødets oprindelse, historie, kultur, betydning og mangeartethed. En baggrundshistorie på noget hverdagsagtigt, der nok er værd at kende. Kan læses fra ca. 12 år.
Den nye serie, Hvornår og hvordan? fortæller baggrundshistorien og den mangefacetterede kulturhistorie omkring ganske dagligdags ting og begreber, her brød. Igennem seks veldisponerede og illustrerede kapitler berettes om korn, produktion af brød, historie fra den første korndyrkning for omkring 9000 år siden til den industrialiserede produktion idag, brødets betydning for rige og fattige, landbrugets udvikling nu og tidligere. En udførlig tidslinje, ordliste med forklaring af de sværere ord, andre bøger og relevante hjemmesider samt stikordsregister runder emnet af. Teksten er rimelig kortfattet og præcis, overskuelig og i pæn størrelse.
Bogen er en udmærket afløser for eller supplement til lidt ældre bøger for målgruppen om samme emne, fx Fra korn til brød, 1995 og Brød, 1992. Generelt er der relativt få bøger der dækker emnet.
Bogen fortæller klart, enkelt og overskueligt om et dagligdags emne for nysgerrige børn, der gerne vil have svar på spørgsmål med hvordan, hvornår, hvor, hvem, hvorfor? I denne får de svar på relevante spørgsmål om brød.