Bent Hallers nyeste roman for de ca. 10-13-årige er endnu en forunderlig blanding af eventyr og barsk realisme. En barok fortælling om en lille pige, hvis enlige mor lader hønsene passe hende, da hun selv er nødt til at gå på arbejde. Gokl vokser op som høne, og da hun bliver for stor og bevidst/anderledes til hønsehuset stikker hun af, men har svært ved at klare sig i den besynderlige, ukendte verden udenfor. Hun får dog særdeles velvillig hjælp af folk, der groft udnytter den gode, naive pige både som organdonor og som husslave. Andre er dog mere kærlige, og hun ender lykkeligt som feteret hønsedomptør i et cirkus, hvor alle udnytterne snart får deres bekomst. Trods den noget surrealistiske ramme virker fortællingen meget realistisk og kommer ind på emner, vi normalt hører om i forbindelse med udnyttelse af børn i u-landene, men samtidig også de former for omsorgssvigt, børn i de rige lande oplever. Velskrevet, underholdende og engagerende historie, der som Hallers børnebøger i øvrigt nok skal fange et nysgerrigt publikum. Flot og sigende omslag, der især vil tiltrække pigerne i målgruppen.