Historiens afslutning og det sidste menneske

Fukuyama har beklædt en fremtrædende stilling i det amerikanske udenrigsministerium under Bush-administrationen. Hans tese er, at historie er retningsbestemt, og at den med det liberaledemokrati har nået sit endemål. Begrebet historiens afslutning har han fra Hegel og Marx, der begge troede på at det menneskelige samfunds udvikling ikke er uendelig, men stiler mod en fuldstændigform. Støtte for sine synspunkter finder han i højrediktaturernes sammenbrud i f.eks. Spanien og Portugal og det nylige kollaps i øst. Trods det aktuelle, politiske udgangspunkt er hovedparten afden brede og omfattende analyse (alene noterne fylder næsten 50 sider! ) en filosofisk udredning af drivkræfterne i historien. Med sin provokerende tese om det liberale demokratis fortræffelighederægger Fukuyama til debat. Målgruppen vil dog især være historisk/filosofisk interesserede, f.eks. læsere af Anders Ehnmarks bøger om samfundsfilosofferne Tocqueville (Slottet, 1991) og Machiavelli(Magtens hemmeligheder,1987).

Læs hele vurderingen

Henvender sig til de læsere, der er optaget af tidens udviklingstendenser.

Staternes styreform og udvikling fra diktatur til demokrati er udgangspunktet for analysen, og da forfatteren første gang offentliggjorde sine tanker i 1989 efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud konkluderede han, at det liberale demokrati havde vist sig som den bedste styreform. Antallet af demokratier i verden er siden gået frem. Bogen vakte stor debat og han blev anklaget for som neokonservativ at stå bag USA's demokratiopfattelse, hvad han stærkt imødegår i efterordet. Han er professor ved John Hopkins University.

Bogen udkom på dansk i 1993, og nærværende udgave er revideret og forsynet med et forord af Morten Haugaard Jeppesen og Frederik Stjernfelt og desuden har forfatteren skrevet et nyt efterord, hvor han bl.a. kommenterer de reaktioner første udgave afstedkom. Kan læses sammen med fx Samuel Huntingtons Civilisationernes sammenstød, 2007.

Bogen bliver stående som et hovedværk, og konklusionen: at det liberale demokrati er endemålet for menneskets ideologiske udvikling kan nu efterprøves ved at stille den overfor hans lærers, Samuel Huntingtons Civilisationernes sammenstød, 2007. De er uenige i tolkningen, men enige om betydningen af de kulturelle værdier. Bogen er stadig aktuel og et interessant bud på udviklingen i vores tid. De nye afsnit og den sproglige revision gør, at bogen kan få mange nye læsere, der kan være inspireret af flere grundige avisartikler.

Læs hele vurderingen