En samling små, rappe historier og erindringsglimt i billedbogsudstyr fra forfatterens barndom, ungdom og voksenliv. Det er små og store mest muntre episoder fra et farverigt liv fortalt med glimt i øjet og fyldt med præcise iagttagelser fra barndommens familieliv og brogede oplevelser fra kreative miljøer som f.eks. musecirkus, tivoli og teater samt diverse spektakulære hobbyer. Forf. fortæller uhøjtideligt og letløbende små underholdende anekdoter om en rastløs sjæl med stor appetit på livet og de udfordringer, der byder sig. Hver historie er omhyggeligt ill. i en munter, primitiv streg med glade, mættede farver som dekorativt og levende understreger den lyse, lette tone i bogen. I form og indhold henvender den sig bredt til både børn og voksne og risikerer dermed at sætte sig mellem to berømte stole. Det er imidlertid også en styrke, som gør den til en fin voksen-barn oplæsningsbog med plads og inspiration til snak om at være barn og ung i en ikke så fjern fortid. En smukt udstyret og særegen lille erindringsbog, hævet over det private i kraft af et underholdende stof, festlige ill. og en velskrivende, letløbende pen. Formidl. fra ca. 6 år og op. Julie Kyhl har tidl. bl.a. ill. billedbogen Vildmand (1993).