I bogen afdækkes hvorledes naziregimet både før og under 2. verdenskrig opbyggede og formede ungdomsorganisationen "Hitlerjugend" i pagt med bevægelsens egen forkvaklede ideologi og politik. Det er resulteret i historieskrivning om grov manipulation, uhæmmet indoktrinering og hjernevask hinsides alle normale etiske og moralske normer. Partiet tog ganske enkelt over, når barnet ikke var ret gammelt og gjorde siden alt for at præge alle tyske børn under deres opvækst. For manges vedkommende førte det dem siden ind i terrorkorpset SS, især SS-panserdivison "Hitlerjugend", der da også gjorde det endelige ragnarok med. Udover sit indhold af politisk historie en udgivelse der også rummer megen socialhistorie bl.a. om de rigide vilkår og den dagligdag, som regimet afstak overfor den unge generation. Den store forførelse, der i sig bar kimen til undergang for og svigt af millioner af unge, alsidigt beskrevet i et enkelt, lettilgængeligt sprog. Ledsaget af et fornemt billedmateriale som i hvert fald ofte er nyt for undertegnede, og som måske bedre end noget andet tydeliggør den trussel "Hitlerjugend" udgjorde mod al menneskelighed og anstændighed. En udgivelse der bestemt ikke er uden appel såvel til den almindeligt interesserede læser som til brug i undervisningen.