Det ugentlige P3 program "Tjeklisten", hvor lytterne pr. e-mail kan stemme blandt et udvalg af tidens mest populære udenlandske og danske pop- og rocksange, blev sendt første gang den 15. januar 1994. Programmets vært Andrew Jensen har sammen med rockjournalisten Jan Poulsen lavet en bog, der først og fremmest er en registrant over de 2.015 hits, der i årenes løb har været repræsenteret på de ugentlige top20 lister. Opslagene er ordnet alfabetisk efter kunstnernavn og fortæller om hver enkelt melodis Tjekliste-historik samt få andre diskografiske oplysninger. Derudover rummer bogen korte interviews med "Tjeklisten"s 10 mest spillede danske navne med D-A-D, Thomas Helmig og Aqua på de øverste pladser. Bogen afspejler naturligvis strømningerne i de sidste 10-11 års musiksmag og kan i et vist omfang benyttes som opslagsbog over periodens ørehængere. Men de sparsomme informationer sammenholdt med det faktum, at "Tjeklisten" på mange måder adskiller sig fra den typiske salgsbaserede hitliste, gør, at jeg tror, bogen kun i beskedent omfang vil interessere den inkarnerede hitlistenørd.