Forskning viser at motion og fysisk træning er mere gavnlig for hjernen end fx sudoku og krydsord. I denne bog får interesserede i menneskers hjerne og fagpersonale forklaringen bag.
Bogen indledes med et kapitel om hjernen; hvordan den fungerer og forandres gennem livet. Derefter kommer forfatter Anders Hansen ind på én af vor tids mest udbredte sygdomme nemlig stress. Hvilke mekanismer går i gang i hjernen og hvordan kan fysisk aktivitet såsom løb hjælpe på stress. En anden udbredt diagnose, især blandt børn er ADHD og her spiller hjernen også en stor rolle. Bogen kommer desuden ind på hvordan du, uden lykkepiller, kan øge din livsglæde, styrke din hukommelse og blive mere kreativ. Alt sammen ved at styrke din hjerne via motion. Sidste kapitel sætter fokus på hjernens historie op til den moderne digitale tidsalder. Kapitlerne er suppleret med små fakta bokse og sidst i bogen findes ordliste, kildefortegnelse og indholdsregister.
En populærvidenskabelig bog som er interessant og lærerig, skrevet i et forståeligt sprog, om hjernens funktioner og hvordan den påvirkes af motion og træning. Man kan læse bogen fra ende til anden, eller nøjes med de kapitler, der har ens særlige interesse.
Motion som medicin fra 2015 handler ligeledes om hvordan motion styrker bl.a. hjernen.