Bøger / faglitteratur / øvelser

Høj puls : bliv fit, stærk og mere sund med højintensiv træning


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. apr. 2014

af

af

Anne Grete Jacobsen

d. 28. apr. 2014

En bog til dem, som ønsker at komme i god form, blive stærk og sund og det alt sammen uden at bruge ret meget tid på det. Og til dem, som er fan af forfatteren Michael Mosley, som har skrevet bestselleren 5:2 kuren.

Michael Mosleys bog om slankekuren 5:2 er utrolig efterspurgt på de danske biblioteker, og da han mener, at kost og motion hører uløseligt sammen, har han nu lavet en bog om motion sammen med Petra Bee, som er sportsjournalist, og som forøvrigt elsker at motionere i modsætning til Michael Mosley. Mantraet for dem er træning på kort tid - 10 minutter 3 gange om ugen - men med meget høj intensitet, HIT - højintensiv træning, som ifølge forfatterne er godt for alle uanset alder og kondition. Bogen består af en teoretisk og praktisk del. I den teoretiske del fortælles om forskningen bag HIT og hvorfor den er så effektiv, og i den praktiske del er der to slags træningsprogrammer, HIT-fitness og HIT-styrke, og de fleste af øvelserne kan udføres på mindre end 10 minutter om dagen, og de kan udføres når som helst, hvor som helst og af hvem som helst.

Høj intensiv træning er ved at blive et populært emne, i løberkredse er der 10 20 30 metoden og samtidig med Mosleys bog kommer Skyhøj forbrænding, der siger at 4x15 minutters effektiv træning om ugen er nok.

Måske er der lidt vel rigelig teori i bogen for dem, som bare ønsker at gå i gang, men jeg er sikker på, at det er et populært emne, og bogen er da også fyldt med mange eksempler på træning.