Om den danske højskolebevægelses oprindelse og historie. Fra oprettelsen af verdens første folkehøjskole i Rødding i 1844 og frem til hvad højskolebevægelsen er for en størrelse i dag. En titel i serien "100 danmarkshistorier". For historisk interesserede.
I 1844 oprettes den første folkehøjskole i den jyske by Rødding. Højskolebevægelsen voksede derefter fra et åndeligt sønderjysk fænomen, der skulle styrke unge i kampen mod tysk kultur og åndsliv, til at involvere hele Danmark og fokusere mere bredt. Med åndeligt og teoretisk udgangspunkt i Grundtvig, blev grundtvigianisme og højskolebevægelsen, en folkebevægelse. Folket skulle uddannes og blive bevidst om dansk sprog, samfund og historie, så det kunne deltage aktivt i det nye nationale demokrati. Det har siden ændret sig i takt med krige og kriser og under indtryk af karismatiske ildsjæle. Frihed, frivillighed og fællesskab fulgtes af vindmøller, yoga og bongotrommer. Alt sammen til tonerne fra Højskolesangbogen.
En velskrevet og lettilgængelig fremstilling af højskolebevægelsens historie og udvikling. En så væsentlig del af Danmarks bevægelseshistorie, der har præget vores nuværende samfund, har med rette fået en plads i serien "100 danmarkshistorier". Sprog og form giver den et bredt publikum.
Der findes en del udgivelser om enkelte højskolers historie. Af værker der fortæller bevægelsens historie, findes fx den mere omfattende Højskolehistorie - i uddrag. Del 1.