Holger Funder, f. 1916, tidligere vicegeneralsekretær i Dansk Røde Kors, var som ung under krigen leder af flere Røde Kors-konvojer, der bragte livsvigtige pakker frem til bl.a. internerede danske politibetjente i kz-lejrene i Neuengamme og Buchenwald. En nu fjern ungdoms meriter bliver genstand for fortjent hæder og vidner om, under hvilke omstændigheder en ung hjemsendt officer fra hæren trådte i karakter. Under farefulde missioner i Tyskland ydedes en indsats, der var med til at redde menneskeliv, et smukt humant islæt i et ellers omsiggribende krigsragnarok 1944-45. Forfatteren, Stine Bitsch-Larsen, mangeårig bekendt af Holger Funder, beretter om en kaotisk tid og om de forskellige store og små gøremål, der knyttede sig til opgaven. Dispositionsmæssigt afviklet indenfor rammerne af et halvt hundrede korte tekstafsnit, en form der giver fremstillingen et fragmentarisk præg med et strejf af anekdote. Det kan eller skal måske tilskrives, at de skildrede begivenheder synes baseret på erindringer fra for nu mere end 60 år siden! Ellers en velanbragt faglitterær facet føjet til den kendte, store mosaik af litteratur om Danmark og anden verdenskrig videreformidlet fra en af tidens mindre kendte aktører. En bog der nok skal finde vej til læsere af litteratur om Danmark under besættelsen.