Beach music
Alex G (f. 1993)
Emneord
Anmeldelser (3)
Undertoner
d. 30. sep. 2019
af
af
Kasper Emil Foldager Nielsen
d. 30. sep. 2019
"Det kan være svært at sætte en finger på hvad det præcist er, der gør (Sandy) Alex G fra Philadelphia til noget særligt. Men sangskriveren Alex Gianascoli er en af de få, der er i stand til at skille sig ud fra mængden af 2010'ernes DIY-producerede indie-rock. Med folk'ede akkordprogressioner og deadpan-vokaler, der lejlighedsvist muteres til højt pitchede muse-stemmer, har Gianascoli langsomt men sikkert opbygget sig et ouvre, der tæller en række små mesterværker som DSU (2014), Trick (2012) og Rocket (2017). Fælles for Gianascolis output er en evne til at fremkalde en varm og lidt sælsom følelse af nostalgi, og hans nu ottende album House of Sugar er ingen undtagelse i denne henseende".
Soundvenue
d. 24. sep. 2019
af
af
Carl Windahl Bøllingtoft
d. 24. sep. 2019
"Rustikke countrysange, robot-vocoder, fjollede cowboyaccenter, eksperimenterende elektroniske instrumentalnumre og lag af gentagne vokalstykker. På papiret burde sangene på (Sandy) Alex G's nye album simpelthen ikke give mening som et sammenhængende værk ... Der shoppes rundt i de musikalske indflydelser og indskydelser i et tempo, der meget let kunne få det hele til at falde fra hinanden. Alligevel har den 26 år gamle amerikanske sangskriver med det borgerlige navn Alex Giannascoli på 'House of Sugar' formået at samle trådene i en sådan grad, at westernguitar og violiner sømløst glider over i skærende synthezisere og digitalt manipulerede vokaler ... Men har man tålmodighed til det, er albummet en fremragende og givende lytteoplevelse".
Information
d. 27. sep. 2019
af
af
Ralf Christensen
d. 27. sep. 2019
"Der er noget gammeldags indierocket og alligevel noget helt igennem egensindigt og moderne over (Sandy) Alex G alias Alex Giannascoli ... Den 26-årige amerikaner med det forvirrende navn lyder som en musiker fra omkring begyndelsen af årtusindet, der er hoppet frem i tiden og skabt en moderne vision om indierock ... Han lyder som noget fra årtusindskiftet og så alligevel ikke (...) Og samtidig som noget fra 1990'erne. Ja, i glimt som den mest sørgmodige, akustiske udgave af Kurt Cobain ... Hvorefter han i næste øjeblik leverer elektroniske numre, der nikker (...) til Aphex Twins mest sukrede kompositioner ... der er en lysende klar, kompositorisk fremdrift i hans sangskrivning. Men hans stemme søger det obskure, gemmer sig i lag på lag. Som om han taler i søvne med flere forskellige udgaver af sig selv i en drøm ... Han mister måske tråden en kende midt på pladen, i den elektroniske suppedas ... [men] det kunne være meget værre".