Forf. har et både kvan- og kvalitativt stort lokalhistorisk forfatterskab bag sig. I overensstemmelse med undertitlen, er her samlet en række, af ydre omfang beskedne, tidsbilleder, sagn, anekdoter m.v. om godtfolk, kloge folk o.a. mere eller mindre bemærkelsesværdige eksistenser i Vendsyssel, Han Herred og Himmerland. Lokaliteter, hvorfra et righoldigt materiale taget fra lokalhistoriske årbøger, foreninger, meddelere, private optegnelser m.m. har givet forf. mulighed for at præsentere mange underfundige og med et særegent præg af jysk lune, underholdende og underspillede episoder fra almuens liv og færden, overvejende fra anden halvdel af 1800-tallet og frem. Således en udgivelse med mange facetter af datidens liv; humoren er som sagt indfaldsvinklen, men det sociale liv og de sociale vilkår kommer også til orde i en iøvrigt nydelig udgivelse. Rigt illustreret, ikke mindst de mange portrætter er med til at fastholde erindringen om noget nu længst forsvundent, men tilsyneladende ikke ganske glemt! Meget er således set og læst før i anden forbindelse, men genkendelsens glæde bør ikke undervurderes i lokalhistorisk sammenhæng, det samme kan også siges om efterspørgsel og anv.muligheder, omend udgivelsen nok vil have mest appel til de lidt mere modne årgange.