Bogen er en fagbog til hjemmebrug, hvor forældre kan bruge den sammen med børn fra omkring 7 år, som er i gang med læsetræningen, da mange ord og begreber helt sikkert skal forklares for begynderlæseren.
Bogen er oversat fra engelsk og den udenlandske oprindelse afspejler sig også i illustrationer og emnevalg. Den omtaler 13 hunderacer, som hver beskrives på et dobbeltopslag. Den relativt korte, men ikke helt nemme tekst, er sat med store, letlæselige typer og støttet af udmærkede farvebilleder og ind imellem af tegninger - måske for at bryde layouten lidt op. Sidst findes en lidt ujævn ordforklaring - "Brandstationer: bygninger for brandmænd" - og et register, som stort set er indholdsfortegnelsen i alfabetisk orden. Der er også en quiz, hvor man skal knytte et navn til 4 billeder af hunde fra bogen. På indersiden af bindet er forslag til bogens anvendelse for den voksne formidler. Lix er ikke angivet.
Hunde er et populært emne, så der findes en del rigtig godt materiale til faglig læsning for målgruppen, eksempelvis Troels Gollanders Hunde fra 2003, Emma Helbroughs bog af samme navn også fra 2003 til de lidt mere øvede og Grete Sonnes Hunden - hedder Mille fra 2004, som mere handler om hvordan man passer en hund.
Bogen kan måske fungere som en samtalebog i hjemmet, hvor læsetræning da kan være en del af udbyttet, hvorimod skolens arbejde med faglig læsning allerede har mere velegnede materialer.