Flere fjollede løjer med betjenten, der er halvt hund - halvt menneske i dette sjette bind i serien om "Hundemand". Fra cirka 9 år.
Ingen er mere heltemodig end Hundemand. Helten, der er en hund med menneskekrop (eller er han et menneske med hundehoved?), kæmper for retfærdighed og alt, hvad der er godt, men det er der lumpne skurke, der ikke synes er så fedt. De klæder sig ud som hundemand og begår forbrydelser, og så er det i fængsel med den uheldige helt. Og det endda lige før den store verdenspremiere på en stor film om Hundemand. Stakkels helt! Heldigvis har Hundemand både venner og fjender, der er villige til at hjælpe ham ud af suppedasen. Men hvem står mon bag balladen?.
Alt er ved det gamle i dette bind, der fortsætter i samme vanvittige og gakkede rille som de andre bøger. Ingen joke er for plat, og det er præcis sådan, det skal være med Hundemand. Tegningerne er i Pilkeys genkendelige og enkle stil. Hvis man er fan af serien, så er dette bind bedre end en hel pose hundekiks.
Pilkey har også mange fans fra serierne om "Kaptajn Underhyler" og "Søren Skoleost", der på humor-fronten er i familie med Hundemand.