Forfatteren har tidligere beskrevet sine erfaringer med opdragelse og træning af hunde i bøgerne Hundelytteren (2002) og Hundelytteren i praksis (2004). Her bygger hun videre på sine erfaringer og tager fat på problemernes oprindelige årsag: hundeejerne og opdrætterne, idet hun anser deres manglende forståelse af hunde for at være baggrunden for langt de fleste af folks problemer med hunde. Det er formålet med denne bog at lære hundeejere forståelse for hundens behov og naturlige adfærd, så forholdet mellem parterne kommer i den rette balance, og de bliver gode venner. Det gør hun ved næsten i novelleform at fortælle om en lang række konkrete cases om hundeejere med problemer, og ved at beskrive de gode, jævne og anvendelige råd, hun med succes har givet dem eller selv har anvendt på hundene og ejerne. De løsninger, der altid findes på problemerne, er delvist inspireret af læseres reaktioner på de andre bøger, og har ofte baggrund i hundeejernes manglende evne til at reagere korrekt på hundens signaler. Beretningerne, som er helt uden illustrationer, er ikke struktureret systematisk, og bogen er således ikke en opslagsbog, hvor løsningerne hurtigt kan findes. Historierne fortælles af karsken bælg, og de vil være til både nytte og fornøjelse for mange slags hundeejere.