Opslagsbog med et halvt hundrede af de hyppigst forekommende lidelser hos hunde. Bogen gennemgår systematisk hundens legemsdele og deres lidelser: symptomer, behandling derhjemme eller hos dyrlægen, hvilke hunde der er mest udsatte og hvor farligt det er. Derudover korte afsnit om symptomer generelt, dyreklinikker, sygepleje og førstehjælp. Grundholdningen er at hunde er som mennesker hvad angår sygdomme. Bogen er gennemillustreret med farvefotos. Ingen frastødende, nærmest tværtimod idylliske sygdomsbilleder. Bogen er lagt an på et bredt publikum og har et letlæst, kort og instruktivt sprog. Et overskueligt og pædagogisk tre-spaltet og indbydende layout med mange underoverskrifter. Der findes en del bøger om hundesygdomme. Evans' bog er for begyndere og mere selektiv end to andre nyere bøger om emnet: radiodyrlæge Kai Knudsen Hvad fejler min hund (1997) og Wikström Hundens sygdomme (1995); begge mere dybtgående og videnskabelige med mere anatomi og fysiologi. Evans er dyrlæge og har skrevet børnebøger med råd og tips om forskellige kæledyr.