Forfatteren, der tidligere har udgivet en lang række bøger med børns pudsige udtalelser, har her talt med adskillige 7-9årige om julen. Mere end det halve af bogen anvendes til 8 af vore populæreste julesange, f.eks. Glade jul og Højt fra træets grønne top, der gengives med noder og tekst samt en lang række kommentarer til hver sang. Resten af bogen er emneopdelt med emner som julemanden, gaverne, juleaften, hvis jeg var Jesus, kirken og familien osv. Bogen er ikke forsynet med bamseillustrationer som de øvrige bind, men med enkle, stiliserede og tilstræbt barnlige s/h ill. Det iøjnefaldende knaldrøde omslag prydes af en lille engel og en skinnende guldstjerne. Sjovest er næsten kommentarerne til sangene, som ofte er ret uforståelige for børnene, men så bruger de deres egen logik - og det er da f.eks. meget logisk, at gåsestegen sendes til bageren, fordi han er fattig, ikke? Det er en nydelig, hyggelig og hurtig læst lille bog af mandelgavetypen, og den vil falde i god jord hos de voksne, der holder af børns pudsige fortalelser og misforståelser.