Den nye arbejdstidsaftale på folkeskoleområdet har betydet store ændringer i hverdagen for lærere og ledelse. Hvor der før var en detaljeret tidstælling og arbejdsplanlægning, er udgangspunktet nu åbne, selvforvaltende rammer baseret på gensidig tillid og professionalisme. Dette skifte fra ledelse til delvis selvledelse ændrer betingelserne for både ledere og medarbejdere på væsentlige områder. Hvilket er udgangspunktet for denne udgivelse, som kan give skolens ledere og medarbejdere en forståelse for de nye relationer i teori og praksis.
Bogen gennemgår ændringerne i ledelsesstrukturen og betydningen heraf for både ledelse og medarbejdere. Med udgangspunkt i overgangen fra den gamle arbejdstidsaftale til den nye diskuteres magtperspektivet, tillidsperspektivet og dilemmaerne i den nye arbejdstidsaftale for både ledelse og medarbejdere. Tillid og professionalisme er nogle af hovedordene i denne nye aftale, for at den kan fungere til alles glæde og tilfredshed.
Bogen kan læses sammen med titler som Anerkendende ledelse, 2007, Skoleledelse, 2008 og Ledelsens mirakel, 2006.
Interessant udgivelse om en ny og højaktuel problematik, som skaber både glæde og frustrationer for skoleledere og skolens øvrige medarbejdere.