Sidste skud på stammen i den omfattende og gennemgående lødige serie om stoffer handler om det måske mest kontroversielle af dem. Samfundets holdning til cannabis er jo ikke klokkeklar, og stoffet med de mange navne er så nemt at få fat i og producere. Bogen afspejler fint denne ambivalente holdning, men er først og fremmest advarende, dog uden løftet pegefinger. Sproget er lettere end i mange af seriens øvrige bøger, så man kan sagtens være med fra 7. klasse, men målgruppen er ikke kun elever, men alle med interesse for emnet. Opbygningen ligner de øvrige bøger i serien, med afsnit om bl.a.: definition, afhængighed eller ej, et kort historisk rids, virkning, produktion, lovgivning, behandling og rådgivning. Der er færre case stories og citater end i de øvrige bøger, og det føles rart. Den danske bearbejdning er så tilpas, at den dækker vore forhold rimeligt, og da de to informations- og mediasider, ordforklaring og stikordsregister også er gode, giver det sammen med teksten en god basis for anvendelse ved projektopgaver o.l. Bogen er gennemillustreret med relevante farvefotos, som dog ikke gør noget særligt væsen af sig.