Man kunne måske synes, at der er tærsket rigeligt med langhalm på serien Hvad du bør vide om -, men emnet for den foreliggende bog har nok bredere appel end kun nysgerrighed og opgaveskrivning. Mange unge pusler garanteret med ideen, og de får gode råd og sober vejledning; der er i teksten ikke lagt skjul på risici, men de i øvrigt udmærkede fotos viser nu ikke resultaterne af disse, ikke en gang et ødelagt øre efter en ørestik, kun lidt allergisk hudreaktion. Bogen er bygget op som de øvrige i serien: hvad er..., historisk rids, hvorfor, hvordan, problemer, behandling, omgivelsernes reaktion, hjælp og lovgrundlag. Layoutet er det samme som i de øvrige bøger i serien. Teksten er glimrende omarbejdet efter danske forhold. Den rummer en del gentagelser, måske fordi emnet trods alt er relativt "tyndt", eller også er det, fordi gentagelse øger forståelsen. Medialiste og netadresser er i orden. Værd at vide om risikoen ved tatovering og piercingfra 1999 dækker nogenlunde på samme måde og for samme målgruppe - 14 år og ældre. Kropsudsmykning : tatovering og piercing fra 1998 er mere bramfri.